Kira & The Kindred Spirits

Kira Skov rejste i en alder af 17 år til London, hvor hun mødte den 14 år ældre guitarist Eve fra Detroit, som tog hende med hjem til USA. I Californien samlede de det soulinficerede rockband Butterfly Species med blandt andre den danske trommeslager Laust Sonne, og det var Laust som senere hjemme i Danmark introducerede Kira for produceren Johan Lei Gellett. I hans lille studie i en lejlighed i København gik de to i gang med at indspille. Det gav Kira lejlighed til at komme ud med nogle af de både skræmmende og opløftende oplevelser, hun havde haft i de forløbne år. Hen ad vejen joinede også bassisten Orson Wajih fra Butterfly Species og guitaristen Rune Kjeldsen, der har spillet med bl.a. Dear og Sort Sol, bandet. Maria Køhnke kom til som backing-sanger og organist og manden bag trommerne blev Jesper Lind. Kira & The Kindred Spirits var en realitet.

I sommeren 2002 udkom debut-albummet ”Happiness Saves Lifes” med stærkt personlige sange, der i en enkelt ukunstlet rockopsætning og med uhørt intensitet fortalte historien om Kira Skovs vilde eventyr i USA. Musikalsk var stilen præget af Kira Skovs indlysende forbilleder som Tom Waits, Janis Joplin, Nick Cave og Rolling Stones. Folk med ”lidt melankoli, meget sjæl, ærlighed og så den følelse af, at man kan høre, at sangeren virkelig har levet det liv, han synger om”, som Kira Skov har udtrykt det i et interview. Straks var der opmærksom og gode anmeldelser, som blot blev endnu bedre, da Kira & The Kindred Spirits begyndte at give koncerter i Danmark. Dem, som tidligere har oplevet Kira and the kindred spirits live, ved hvad jeg taler om. Bandet er netop nu CD-aktuel med albummet ”This Is Not An Exit”, der er produceret i samarbejde med Tore Johansson, der i de senere år har arbejdet med bl.a. The Cardigans og Franz Ferdinand.

Og vi skal fra blues2121's  side lige hilse og sige, at den cd er bedre, end anmeldelserne i bl.a. Gaffa giver udtryk for. Men hør den selv og bedøm. Og formanden har altså selv været rundt i landet for at sikre sig en god kvalitet - hvilket nærværende billede er et godt bevis på.